Moccatime

Den nødvendige og vigtige rengøring

- Så besværligt er det heller ikke. Få overblikket her.

Af Tove Stjernedal – d. 12. februar 2022

Kaffen er lækker, du har styr på bryggemetoden og endelig fundet frem til din favorit bønne, og måske er det så nu lidt for nemt at glemme alt om rengøringen af din espressomaskine.

 

Men læser du videre her vil du se, at det faktisk hverken tidskrævende eller svært at passe godt på din maskine. Og som bonus holder den i mange flere år, hvis du giver den lidt omsorg. 

Du har en fuldautomatisk espressomaskine

Rengøring

En tommelfingerregel er, at du starter et renseprogram på din maskine, når du har brygget 200 kopper kaffe. Langt de fleste maskiner vil dog af sig selv bede dig om det, når det er tid. 

 

På Juras maskiner er det helt enkelt, – du tilsætter en rengøringstab, og trykker på en knap, hvorefter maskinen selv udfører de nødvendige rengøringstrin. Samme procedure er tilfældet på langt de fleste fuldautomatiske maskiner.

 
Afkalkning

Også her skal du bare holde øje med, om maskinen beder dig om afkalkning. Når den gør det, giver du den en afkalkningstablet og starter det automatiske afkalkningsprogram. Bruger du vandfilter i din maskine, vil den sjældent (sandsynligvis aldrig) bede om det. Det afhænger dog af, om du husker at skifte vandfilteret, når det er opbrugt. 

 
Mælkerens

Mælkeudløbet skal renses dagligt pga. risikoen for ophobning af bakterier. Maskinerne fra Jura skyller selv løbende slangen igennem efter brug, men mælkerenseprogrammet skal stadig startes hver dag, for at maskinen fungerer optimalt. Igen kører programmet automatisk, du skal blot tilsætte mælkerens i beholderen og trykke start. 

 

Hos os kan du købe det originale mælkerensegranulat, der anbefales til Juras espressomaskiner, og vi har også Cafettos universale flydende mælkerens. Se hele udvalget af renseprodukter lige her.

 
Opvaskemaskine

Maskinen indikerer selv, når spildbakken/grumsbeholderen er fyldt og skal tømmes. Ved samme lejlighed plejer vi at skylde bakke og beholder – alternativt giver vi dem en tur i opvaskemaskinen. Det er nemt og enkelt og alt efter brugen af din maskine, er det ikke hver dag, at det bør gøres.

Du har en semi-automatisk espressomaskine

Steamer

Du rengør steamer-armen ved at “blæse” det igennem med fuld kraft damp og dermed spule eventuelle mælkerester ud af steamertippen. Det skal faktisk gøres både før og efter hver steaming af hygiejniske årsager. Brug en klud til at tørre af med.

 
Maskine og bryghoved

Det anbefales, at du kører backflush på din maskine månedligt. Det kan gøres på alle semiautomatiske espressomaskiner med trevejsventil. Og det lyder sværere end det er…

Backflush betyder, at du ved at blokere for vandet under brygningen tvinger vandet retur i maskinen. Dertil skal bruge et blindfilter (et filter uden huller) og noget espresso-rens. Du kommer en skefuld espresso-rens i blindfilteret, sætter maskinen i gang, og vandet blokeres nu af filteret og sender vand og rens retur i espressomaskinen. 

 
Afkalkning

Du har sikkert hørt, at du altid bør anvende blødgjort vand til din maskine. Enten ved at have et blødgøringsanlæg tilsluttet din vandløsning eller ved at huske filter i vandtanken og BWT-filtreret vand fra kande i vandtanken. 

Alligevel kan det være nødvendigt med en afkalkning af din maskine. Som udgangspunkt er det ikke noget, vi anbefaler, du selv kaster dig ud i, men dobbelttjek altid med din egen aktuelle model om det er muligt, eller om det skal gøres i forbindelse med service på din maskine af en professionel. 

 
Portafilter

Med en børste kan du let børste overskydende kafferester af, når grumset er tørt. Rester af kaffeolier kan være mere genstridige, så her anbefaler vi, at du bruger espresso-rens (samme som til backflush). Du lægger helt enkelt portafilteret og dine forskellige filtre i en lille balje med vand og rens og lader det virke, hvorefter du skylder produkterne godt efter med rent vand.

 
Polering

Vi er bruger selv renseservietter til den hurtige udvendige aftørring af maskinerne. De får maskinen til at stå flotte og blanke uden fedtfingre-aftryk på ingen tid. Du finder vores favoritter lige her i shoppen.

Kaffebønner

Kaffen fra Mokaflor

Hvorfor er kaffen fra Mokaflor vores klare favorit? Fordi deres passion for kaffe kan smages. Vil du vide mere – lær vores kaffeleverandør bedre at kende her.

Læs mere