Ferien står for døren, og mange af os pakker snart kufferten og forlader hverdagen for en stund.
Men…
Mens du nyder din morgenkaffe på en græsk kaffebar, står din espressomaskine tilbage – ofte med rester af bønner, vand og kaffeolie.
Det har din maskine ikke godt af.
Heldigvis kan du – med få enkle forberedelser – sikre, at din maskine ikke tager skade af ferien og er klar til at brygge god kaffe, så snart du er hjemme igen.
Her får du vores bedste tips til at gøre din espressomaskine klar til ferie:

Følg disse 5 trin:
1. Vandfilteret må ikke tørre ud
Har du en maskine med vandfilter i vandtanken, skal du sørge for, at det ikke tørrer ud, mens du er væk. Filteret skal være dækket af vand, så tanken må ikke stå tom. Når du kommer hjem igen, bør du udskifte vandet i tanken. Hvis filteret er blevet tørt i mellemtiden, skal det udskiftes – ellers risikerer du dårlig smag og nedsat effekt.
2. Hold vandtanken ude af solen
Sidder din vandtank uden på maskinen, så sørg for, at den ikke får direkte sollys, mens du er væk. Stillestående vand og sollys er en cocktail, der hurtigt kan føre til algevækst – og det vil du gerne undgå i din kaffemaskine.
3. Tøm bønnebeholderen
Kaffebønner har ikke godt af at ligge i kværnen i flere dage – slet ikke i varme sommeruger.
De mister smag og aroma, og i værste fald kan de begynde at danne kondens eller harskne. Hvis du normalt hælder rigeligt med bønner i din kværn, bør du stoppe med det nogle dage før ferien og kun dosere til hver enkelt bryg.
Har du en single dose-kværn eller kun hælder få bønner på ad gangen, er du allerede godt dækket ind.
4. Giv maskinen en backflush
Når du brygger din sidste kop kaffe før ferien, så slut af med at give maskinen en grundig backflush med en god bryghovedrens som f.eks. Cafetto Evo.
Det sikrer, at kaffeolier og rester ikke får lov til at tørre ind og sætte sig fast i maskinen, mens du er væk.

5. Rengør bryggruppe, portafilter og steamer
Giv maskinen en god slutspurt inden ferien: Skil portafilteret ad og rengør det grundigt, skrub bryggruppen med en børste, og sørg for at steameren er ren og fri for mælkerester.
Så står din maskine rent og klar til brug, når du vender hjem – uden ubehagelig lugt, bakterievækst eller gamle kafferester.
Lad de adskilte og rengjorte dele ligge og lufttørre på et viskestykke, så de får lov at tørre fuldstændig.
Inden du forlader hjemmet, er det en god idé at tage stikket til din espressomaskine ud af stikkontakten. Det beskytter mod elektriske fejl, spændingsstød og i værste fald lynnedslag, som i sjældne tilfælde kan beskadige maskinen eller forårsage brand.
Samtidig undgår du unødigt strømforbrug, og du skåner maskinens elektronik, når den alligevel ikke er i brug.
Nyd din ferie – og kom hjem til god kaffe
Det kræver ikke meget at gøre din espressomaskine ferieklar – men det gør en stor forskel. En velplejet maskine holder længere, yder bedre og smager bedre.
Giv den lidt opmærksomhed, før du tager afsted, og glæd dig til en velfortjent kop kaffe, når du vender hjem.
God ferie!